Når alting ser lidt anderledes ud

Altså i princippet er jeg jo ALL FOR SIMPLICITY og for den da, hvor livet ville være meget nemmere hvis der reelt VAR svar alle steder. Simple svar mener jeg. Det her billede er af en lille butik i Ghent. Det er jo et hus, ikk. Bare en bygning, men så alligevel. Det er jo et helt specielt hus og en arkitektonisk spændende lille perle midt på en gågade. Højt tyndt og med sjovt formede vinduer, en lille nærmest påklistret karnap og et rundings tema kørende. Jeg blev nødt til at stoppe og betragte denne bygning. jeg vil ikke sige at jeg synes den er smuk eller at jeg bare ville ønske at alle huse så sådan ud, MEN jeg er interesseret og jeg værdsætter det specielle udtryk og det brud bygningen giver i gadebilledet.
Det er også sådan jeg har det med undervisning og læring. Jeg underviser undervisere i at undervise og vejleder studerende i at skrive og skabe deres egne projekter og karrierer og alt muligt andet sådan en som jeg bliver indkaldt til at tale om. Nogle gange underviser jeg børn i litteraturhistorie og andre ting. Og selv om vi i løbet af et undervisningsår taler om undervisning der spænder fra tredje klasse i folkeskolen til Ph.d. workshops eller konferencedeltagelser, så handler det jo grundlæggende om det samme...
Lykkes det, eller lykkes det ikke, at skabe en kontakt med dem man underviser så man får optimeret muligheden for at skabe en forbindelse mellem undervisning og læring? Jeg har været i branchen længe nok til at vide at 'tankpasserpædagogikken' er over and out i langt de flestes hoveder, men sjovt nok, betyder det ikke at man ikke møder folk der stadig efterlyser netop dette. SIG til mig hvad jeg skal vide. LAER mig at kunne alle undervisningsmetoderne ... og det som virkelig stadig overrasker mig, er at det er som om... at jo højere op vi kommer i videns- og uddannelseshierarkiet jo oftere møder jeg mennesker som IKKE betragter dem selv som lærende. At lære er noget studerende gør. Livslang læring er kun gældende indtil kandidatniveau - måske Ph.d. men SAA er det også slut. Eller hvad...
Modstanden mod læring finder jeg også i tredje klasse når jeg underviser i eventyrgenren og opstiller en fortællerbro og et persongalleri som generelt gælder ... og ungerne siger HVORFOR skal der være en slem en? Hvorfor kan det ikke være otte prøvelser, Hvorfor kan træerne tale... eller hvad det nu er, og jeg så svarer, men det kan det jo også, eller ikke eller ... men projektet lige nu er at kunne genkende og lære hvad et traditionelt eventyr er fra den og den periode, SAA kan vi lege bryd reglerne bagefter. Og så, med de super højtuddannede, så er det nærmest omvendt. 'VI kan bryde mønstrene, men HVAD er reglerne? Fortæl mig præcis hvordan jeg skal gøre! Jeg vil have en værktøjskasse'.
Det er altså svært det er, derfor er det super vigtigt at finde sin egen undervisningsfilosofi - og det vil jeg arbejde med her. Hvad er mine grundholdninger til undervisning og læring, hvordan mener jeg, at jeg kan komme fremtidens undervisning, og mine egne ambitioner om at udvikle mig som underviser, i møde? Først og fremmest, ved at være bevidst om hvad jeg laver og forsøge at vende mig om VILDT hurtigt så jeg kan få øje på mine sorte pletter.
Ligesom det hus i Ghent, tror jeg nemlig på at alle er forskellige og at man også selv kan finde ud af nye ting om sig selv, hvis man bare er åben overfor det. Vi er jo ikke bare huse alle sammen, ens og lavet af mursten, vel. Men vi har da det til fælles, at vi er på denne jord og at vi bor i os selv, på godt og på ondt, og jeg tror på at hvis vi åbner op og inviterer folk ind... kan der ske magiske ting og sager. På alle tidspunkter og på alle niveauer i vores liv. For jeg tror virkelig på livslang læring, bare ikke altid på livslang formaliseret læring, men det er en anden snak. Puha

0 Comments:
Send en kommentar
<< Home