Vejledermøde

Som I ved er jeg jo ved at skrive speciale - sidste hug for det virkelige liv... eller er det virkelige liv nu og så sker det fiktive fede bagefter???

Dunno, men altså... som led i det med at skrive speciale har jeg så en vejleder. Han er noget nær det mest på een og samme tid tålmodige og utålmodige menneske jeg kender, på den der fede måde, ikk. Så på trods af at jeg har kæmpet i over et år nu med at skrive og ikke gør det mest massive fremskridt fordi jeg, lissom, går i panik med jævne mellemrum, og fordi, lissom, at så er børnene syge, eller jeg er syg, eller mor er syg, eller der er andre ting, eller eller eller. MEN på trods af dette, fastholder han en god og konstruktiv stemning og presser mig fremad, også når arme og ben stritter i alle retninger og jeg ikke tør, bare et lille nøk ad gangen. Og så er det så at man skulle tro at sådan en som jeg bare ville klappe i sine hænder og være yderst veltilfreds ved det - stole på at det jo bare er sådan og han ved bedst, det skal nok gå. Men næ nej, så kommer panic-pants op i mig og hvisker ... "det kan jo ikke blive ved vel, lige pludselig, så gider han ikke mere, så bliver han fanme træt af at slæbe rundt med sådna en sisse."

Den stemme der! Den er jeg super træt af og jeg savner min søster. Hvis der er nogen der kan få sådan en stemme til at gå væk, så er det jallerfald min søster - hvad er store-søstre ellers til for?

Men altså, jeg har været til vejledermøde i dag og for FØRSTE gang, I kid you not, for første gang fik jeg ikke migræneanfald på vej hjem i bilen. Jeg har faktisk slet ikke hovedpine. Jeg er træt og orker ikke at skrive referatet af mødet før i morgen, men jeg har det fint. Og i morgen går jeg i gang med afsnit 3.1.

Lyder det godt?
3.1. er sejt *S*
Og så tror jeg at jeg lige skriver lidt til søster.

- Sulu
Meget mere end panic-pants